Hannen hedder ”Andrik” og hunnen hedder ”And”. Ungerne
hedder Ӯllinger.
Kendetegn: Vingerne
er mørkebrune med karakteristiske lyse for-vinger, der tydeligt ses i
flugt. På bugen kan voksne grågæs have fine sorte asymmetriske bånd af
varierende udbredelse. Benene er lyserøde og det store næb er orangerødt. Parrene
holder normalt sammen på livstid. Grågæssene kan være meget tillidsfulde på
ynglepladser, hvor de ikke er truet af mennesker. Her kan man komme helt tæt på
dem, når de søger føde på græsplænerne.
Føde: I
yngleperioden består hovedparten af gæssenes føde af græs og urter, som de
finder på enge og græsplæner tæt på reden. I sensommeren, søges føden
hovedsageligt på stubmarker i form af spildkerner fra høsten. Før høsten kan de
gå ind på kornmarker, hvor kraftigt uvejr har fået kornet til at lægge sig.
Æg og unger: Gåsens
rede bygges skjult på dens levesteder, gerne i høj rørbevoksning. Den yngler
med den samme mage år efter år og lægger herefter 4-9 æg omkring begyndelsen af
april. Disse udruges i løbet af 28-29 dage hvorefter ungerne er flyvefærdige
efter yderligere 50-60 dage.
Levested: Søer,
moser, mindre vandhuller og parker, hvor der også findes græs. Når yngletiden
er ovre, samles grågæssene i store flokke. Grågæssene er trækfugle. Mange
grågæs vælger at overvintre i Danmark, og derfor kan de ses hele året.
Knopsvane
Kendetegn: Knopsvanen
har en knop på næbbet. Den fugl, der har den største knop bestemmer mest i
flokken. Fjerdragten er helt hvid, næbbet er orange med en sort trekant op mod
øjet og især hannerne har en sort knop ved næbroden. Svaneunger er grå og får
først den hvide fjerdragt når der er gået et år. Enkelte svaneunger er hvide,
dem kalder man ”polske svaner”.
Føde: Vandplanter,
men den kan også spise spildte kartofler, raps, korn på markerne, når høsten er
ovre. Ofte går de på de vintergrønne marker og spiser vinterhvede.
Æg og unger: Et
svanepar får normalt 5-6 unger i et kuld og forældrene passer godt på dem. Hvis
du nærmer dig et svanepar med unger vil de forsvare ungerne og hannen kan nogle
gang frygtløst slå dig med vingerne og det siges, at slaget kan brække en arm. Normalt
er svaneunger grå det første år, men der findes enkelte hvide svaneunger
mellem. De kaldes polske svaner og får som voksne røde fødder. Normalt er
svaneunger grå det første år, men der findes enkelte hvide svaneunger mellem.
De kaldes polske svaner og får som voksne røde fødder
Levested: Lever i
moser, tørvegrave, små søer, men mange af disse små søer er i dag forsvundet
eller forurenet og derfor er der ingen mad til svanerne. I dag holder den af at
være ved kysterne og i fjordene på lavt vand. Knopsvanerne lever som et par
hele livet igennem og normalt er der kun et enkelt par i en mindre sø. De er
meget aggressive overfor andre svanepar i deres sø.
Ferskvands-musling
Kendetegn: Malermusling
er en aflang musling, med kraftige skaller samt et kort hængsel med tænder.
Malermuslingen er mørk med brune eller grønne farver. Skallerne er desuden
belagt med perlemor på indersiden. Muslingen bliver op til 10 cm.
Føde: Alger,
plankton og andre organiske partikler. Muslingen suger vand og mudder ind
gennem en kanal, hvor et gællegitter filtrerer føden fra vandet. Vi skal være
heldige, hvis vi med en vandkikkert overhovedet kan få øje på de to ånderør,
som den bruger til at få ilt og næring med.
Æg og unger: Stor
malermusling er kønsmoden efter ca. 4 år. Hannerne gyder om vinteren, og æggene
klækkes om foråret. Muslingen formerer sig ved at sende larver ud i vandet,
hvor de er afhængige af at finde en værtsfisk som de sætter sig på. Nogle uger senere
slipper de fisken og vokser videre som en lille ny musling.
Levested: Den
findes i søer, vandløb og åer med let rindende vand. Den store malermusling
lever halvt nedgravet i sandbunden.
Stor sumpsnegl
Latinske navn ”Viviparus Fasciatus”. En forgælle-snegl, hvor
sneglen har gæller foran hjertet
Kendetegn: Brunlig
med spiral- og højresnoet skal og
lysere sål.
Føde: Sneglen
ernærer sig, så vidt jeg har undersøgt, af alger.
Æg og unger: Hos
de fleste foregår der en parring, og befrugtningen sker inde i hunnen. Hannerne
har en udvendig penis på højre side af hovedet. Hunnernes kønsåbning findes i
kappehulen, ligeledes på højre side. De befrugtede æg indkapsles i hunnernes
kønsgange og afsættes i æg-masser, som kan være fritsvævende, men oftest sidder
på havbunden. Der kan være op til 50 unger af forskellig størrelse om sommeren.
Levested: Damme,
grøfter, søer, åer, vandløb og helt eller delvis nedgravet. Den finders både på
sten- og mudderbund.
Systematisk registrering og bestemmelse af 5 planter
Bredbladet Dunhammer
Denne plante er en ”siv-plante”, som også er en sumplante. Denne plante har en frugt, som er en
lille nød, der sidder på en stilk. Frugten har svævehår, der gør, at frøene kan
spredes med vinden. Frugterne kan med deres svævehår ligne små vat- eller
duntotter.
Kendetegn: Ca.
100-130 cm. høj. Den kan kendes på, at blomsterstandens hunlige og hanlige del
sidder i umiddelbar forlængelse af hinanden-
Blade og stængler: Dunhammerens
stængler er hårløse og runde i tværsnit med spredt-stillede, toradede, 1-2 cm
brede blade. Bladene er linjeformede med parallelle ribber, hel rand og et
halvcirkelformet tværsnit. Begge bladsider er hårløse og blågrønne. I bladets
indre findes et svampet, luftfyldt væv.
Blomster: Plantens
blomsterstand er en ca. 30 cm lang cylindrisk kolbe. Den består af en hunkolbe
og en hankolbe. Hunkolben er nederst, tykkest og brunsort. Hankolben er øverst,
noget tyndere og brungul. Blomsterne bestøves af hinanden med vinden. Der kan
være over 100.000 hunblomster i en enkelt kolbe.
Vokse/levesteder: Lavt
vand i åer, vandløb, grøfter, vandhuller, søer, dammer og moser samt på våde
enge.
Brændenælder
Også kaldet en ”Stor
Nælde”.
Kendetegn: De
skarpe savtakkede kanter på bladet og bladene, som er formet som et hjerte.
Derudover den brændende fornemmelse, når vi rører ved dem (Nærmere forklaring
under ”blade og stængler).
Blade og stængler: Stænglerne
er firkantede, ru og tæt dækket af stive hår. Bladene er 5-16 cm lange, æg- til
hjerteformede og langt tilspidsede med savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn
med dybtliggende ribber, mens undersiden er lysegrøn. Begge sider er dækket af
stive hår og når vi rører ved hårene, vil spidsen af håret brække af i din hud
og her vil det efterlade en syre der brænder, som er den brændende fornemmelse.
Denne syre ætser huden og giver kløe, svie og små-vabler.
Blomster: Blomsterne
er grå-grønne og ikke nogle man lægger mærke til. Du kan se dem sidde i
bladhjørnerne i maj og juni når stor nælde blomster. Der er han- og
hunblomster. hanblomsterne sidder på hanplanter - og at hunblomsterne sidder på
hunplanter. (Hos mange andre planter sidder de hanlige og hunlige dele af
blomsten på samme plante - og måske endda i samme blomst.)
Vokse/levesteder: Vokser
på næringsrig jord, især omkring bebyggelse og langs vejkanter, men også i
naturen som vilde planter. I skovene finder du dem for eksempel langs
skovvejene.
Drikke og spise,
pleje: Brændenælder har friske skud i april og maj og kan både spises,
drikkes og smøres på huden. De er rige på vitaminer og mineraler og vi kan købe
både naturlægemidler og kosttilskud, som indeholder brændenælde. Du kan også
presse saft af brændenælden eller bruge den i dampbad til at rense huden.
Brombær
Navnet "Brombær" er afledt af bremmel, der betyder
tornet busk.
Kendetegn: Planten
har kraftige hagekrummede torne og lyserøde blomster. Brombærsæsonen sig fra
august til oktober. Planten er flerårig, men skuddene er to-årige. De vokser
frem som lange ranker det første år, blomstrer og sætter frugt det andet år, og
visner derefter normalt ned i løbet af den følgende vinter. Farven på
brombærrene er ”sort”, men det er ikke hos alle brombærsorter, at bærrene er
helt modne, blot fordi de er sorte. De skal ”svulme” først og slippe let.
Blade: Bladene er
trekoblede til femfingrede med smalle akselblade. Småbladene er ægformede med
savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er gråhvid med små
torne på ribberne.
Blomster: Blomsterne
er lyserøde og sidder samlet i halvskærme. Hver frugt består af mange, små
stenfrugter. Frøene modner kun godt i varme, tørre efterår og på egnede sorter.
Vokse/levesteder: Busken
vokser i krat, hegn og åben skov.
Pil
Navnet ”Pil” er kommet f at børn brugte grenene til at lave
buer og pile af. Bladene er aflange og op til 20 cm. lange.
Blade: Bladene er
grågrønne på oversiden og sølvgrå og håret på undersiden. De smalle blade kan
blive helt op til 20 cm. lange. Bladkanten er desuden takket.
Blomster: Pil har
også kønnet formering, i starten af foråret sætter de gæslinger. Som foråret
tager fart og det bliver varmere (April-Maj) udvikler gæslingerne sig til
pilens blomster.
Vokse/levesteder: På
fugtig bund på enge, ved moser, skove, åbent land, sø og vandløb. På min biotop
er pilehækken plantet med formålet, at skabe adskillelse mellem søen og
bredden. Den fungerer som læhegn i forhold til dyrene, som lever i biotopen,
ænder, gæs, m.m.
Anvendelse: Pil
er en af de tidligste planter til at lave blomsterranker med nektar, så de
spiller en vigtig rolle i forårets dyreliv, til glæde for masser af biller,
fluer og humlebier. Derudover bliver pil, brugt til at lave hegn og hytter. Bladene
virker desuden mod hovedpine, mavepine, gigt og er smertestillende.
Agertidsel
Kendetegn: Bliver
50-100 cm. høj og stikkende som bare pokker, med tornede blade. Vi kender
planten som en af de frygtede ukrudtsarter.
Blade og stængler: Bladene
er spredt-stillede, ægformede og bølgede, men også fligede med tornet-tandet
rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er gråhåret. Stænglerne kan ligge
i 1–2 meters dybde og gerne i komprimerede jordlag. Derfra skyder lodrette skud
op til overfladen. Desuden bærer jordstænglerne almindelige rødder. Denne
voksemåde gør, at Ager-Tidsel kan danne tætte bestande, som dækker jorden
fuldstændigt.
Blomster: Blomstringen
sker i august-september, og de små rødlilla enkeltblomster sidder i oprette
kurve. Blomsterne rummer både nektar og pollen og søges gerne af honningbier og
humlebier.
Vokse/levesteder: Marker,
grøftekanter, søbredder, enge, næringsrige overdrev, ved beboelser og i haver.
Iagttagelser af dyr
I forbindelse med min søgen og bestemmelser af dyr på min
biotop, lavede jeg iagttagelser på baggrund af den stemning jeg oplevede dyrene
imellem (specifikt: grågåsen, ænderne og svanerne). De 3 dyr svømmede ind og ud
mellem hinanden, men i min overbevisning, med hver sin rolle. Ænderne er der flest af og de begiver
sig rundt i søen, mens de skiftevis spiser, gør sine fjer rene, går på land og
sover. De er accepterede af de andre dyr og årsagen til, at mange mennesker
kommer forbi og fodrer dem i løbet af dagen. Svanen virker som ”kongen” af stedet. Med sin rolige facon og sin
langstrakte hals, driver den ligeså stille rundt mellem de andre dyr og der er
tydeligvis en enorm respekt omkring dette dyr, især fra grågæssene, som svømmer
i en bue udenom den. Ænderne tør svømme tættere på og jeg tænker at det er
fordi de passer sig selv og bare vil være der. Svanen accepterer de andre, også
grågæssene og jeg tror at størrelsen på svanen er med til at skabe respekt fra
de andre dyr. Grågæssene er det dyr,
som gør størst indtryk på mig. De er støjende og jagter hinanden i par,
tydeligvis i en kamp om territoriet. De hvæser ad mig, når jeg kommer for tæt
på, men alligevel observerer jeg, at de går helt tæt på de mennesker som kommer
for at fodre ænder og tilmed spiser af hånden på disse mennesker. Muslingen har jeg kun observeret på
land, med skallen åben, efter at have været føde for de andre dyr og jeg
forventer ikke jeg får muligheder for at iagttage dyret nærmere, da det lever
på søbunden og fordi at bunden er for dyb for mig. Jeg har dog mine øjne åbne,
hvis der alligevel skulle opstå en mulighed for mig, så jeg kan undersøge dyret
nærmere. Stor sumpsnegl er det
sidste dyr jeg har iagttaget og det jeg lagde mærke til, var den spiralformede
skal og en lys sål i bunden. Sneglen jeg fandt, var en forholdsvis nyfødt unge,
med en skal på ca. 7-8 mm i bredden. Jeg satser på at finde en voksen sumpsnegl
ved en senere lejlighed, hvor skallen er 35-50 mm. bred.
Iagttagelser af
efterårs-forårstegn
I forhold til tidspunktet for bestemmelsen af planter på min
biotop, så er det en udfordring for mig, at vi er i det tidlige forår og at
planter og buske kun er i skud, eller med meget små blade. Der er stadig spor
fra efteråret ved at visne blade fra planterne stadig falder i øjnene. Dog især
på den Bredbladede Dunhammer og Brombærplanten. Brændenælderne har været lette at bestemme, med deres takkende
blade, selvom størrelsen af bladene er minimal på denne årstid. Tidslen og
Pil´en har været genkendelige. Pil´en har allerede nu meget forårsfarve
på sine grene, selvom der også er spor af det visne fra efteråret. Tidslen er den plante som for mig, har
været lettest at bestemme. Bladene er allerede nu af en vis størrelse og de små
”stikkere” som både omgiver og er på selve bladet, er veludviklet allerede her
i det tidlige forår. Ellers
oplever jeg min biotop som et meget vådt og sumpet område, både græsset og
jorden hvor planterne hovedsaligt befinder sig, som er rigtig godt for
planterne at gro i og for dyrene at finde føde i. Der er skygge stort set hele
døgnet hvor mine planter vokser og chancen for at mine planter udtørrer er
minimal.
Dyr, jeg har været
optaget af
Jeg har været meget optaget af ”Anden”, hovedsaligt fordi, at dette dyr er mest synligt i min
biotop. En af hovedårsagerne
til at børn og voksne, unge som gamle, dagligt lægger vejen forbi dette sted,
er udover den fantastiske natur, at have hvidt brød med til fordring af
ænderne. Dette er selvfølgelig gjort i en god mening og fordi, at ænderne helt
automatisk kommer hen, når de opdager, at der er mad i farvandet. Jeg har især lagt mærke til størrelsen
på mange af ænderne, som jeg oplever, er større end gennemsnittet for en and og
for mig er der ingen tvivl om, at grunden dertil er, at ænderne bliver
”overfodret” af menneskene.
Hvad er konsekvensen så ved
det??
For
det første er der i andemiljøer ofte en overvægt af hanner, og i parringsperioden
er det ikke unormalt, at en ”hun” med korte mellemrum skal lægge krop til op
til 7 ”hanænders” parringsdrift. Hannerne bider sig fast i nakken på hunnerne,
og de kan ofte ende med hovedet under vand, hvilket efterfølgende kan gøre, at
hunnerne drukner. For det andet bør vi ikke fodre ænder, da fordring kan medføre for store
bestande af ænder og andre brødspisende fugle. Andre konsekvenser ved andefordring: Ændernes
”snadren” medfører at bunden oprodes. Fosfor frigives til algeproduktion.Vandet
bliver uklart. Undervands-planterne forsvinder. Der kan opstå iltsvind (bunddød). Ændernes
sociale struktur ødelægges.
Brød indeholder
næringsstoffer som efter en tur gennem en and, ender i vandet. Nærings-stofferne
får alger i vandet til at vokse, og vandet bliver grønt og uklart. Yderligere
bruger brødrester og ande-afføringen vandets ilt når det nedbrydes. Der kan
derfor opstå iltsvind i søer, som følge af kraftig andefodring. I den naturlige
andebestand vil ænderne finde deres føde i søen i form af insekter, smådyr og
plantedele. Andebestanden vil indstille sig på et naturligt niveau med et
andepar for hver ca. 100-200 m søbred.
Bestandens størrelse vil sikre ællingernes overlevelses-muligheder.
Hvad vil jeg
undersøge og vide mere om i den kommende netperiode?
Jeg vil
undersøge planternes forandringer, i forhold til årstidens skiften og det
ændrede klima, med mere sol og varme.
Derudover
vil jeg vide mere, om bestanden af dyr i min biotop ændrer sig. Deres afføring,
for at se hvad de indtager af næring og søge efter dyrespor og huler. Derudover
håber jeg at kunne følge ”yngletiden” for de forskellige dyr på biotopen.
