Sider

lørdag den 8. november 2014

Dukkeopgave

Jeg er blevet stillet overfor en meget stor udfordring, nemlig at lave en dukke...

Jeg har valgt at arbejdet med dukken og processen med af fremstille dén, som udgangspunkt skal foregå i min fars værksted, da dette sted i høj grad er udstyret med værktøj, redskaber og materialer, som jeg har brug for i opgaven. Dette vil forhåbentlig medføre, at opgaven bliver overskuelig, inspirerende og nemmere for mig at løse (Froda & Ringsted, s. 35).
I 1930´erne blev faget "formning" en aktivitet i daginstitutioner og skoler. Formning betyder "at skabe frit"og hvor resultatet af det endelige produkt tidligere var det vigtigste, så ændrede opfattelsen sig i 1950´erne hvor det blev processen, dvs. oplevelser og erfaringer undervejs, som var det vigtige (Froda & Ringsted, s. 38).

Opgaven har stillet store krav til min kreativitet. Kreativitet evnen til skabende nytænkning og handling og opfattes som "den skabende fantasi", hvor fantasien defineres som det at kunne fremkalde indre billeder (Froda & Ringsted, s. 117).
Disse indre billeder er ikke nogle jeg automatisk får, når jeg går igang med en opgave som denne dukkeopgave og derfor er jeg i høj grad blevet inspireret af mine kolleger, medstuderende og andres opgaver, med billeddokumentation.

Målgruppen for en opgave som denne, som jeg fremadrettet vil kunne bruge i mit arbejde, er alderen 5-6 år. Her er centrale faktorer, tid og rum til leg og skabende og eksperimenterende aktiviteter. Derudover skal aldersgruppen mulighed for samvær med andre børn og voksne, men samtidig give børnene mulighed for selvbestemmelse og selvforvaltning (Froda & Ringsted, s. 268).

I daginstitutionen har vi forskellige former for værksteder. Til en opgave som denne vil jeg kunne bruge billedværkstedet, med male-teknikker til at male hoved, hals, hænder og fødder. Træværkstedet kan bruges til at save træstykker til kroppen. Børnene vil dermed erfare samleteknikker med søm, skruer og lim. Jeg vil desuden kunne bruge tekstilværkstedet til processen med dukketøj, hvor børnene arbejder med stof og udsmykning (Froda & Ringsted, s. 270).

Følgende vil jeg beskrive processen med at lave dukken, med de overvejelser jeg løbende har gjort mig, for at gøre processen spændende og inspirerende og for at kunne få muligheden for at eksperimentere med så mange materialer som muligt:


Hovedet

Jeg ville sikre mig at jeg fik lavet en stabil kerne, inde i hovedet. Derfor valgte jeg at lave en kerne af papmaché. Grunden var også at jeg ville forkorte tørretiden, ved at mindske brug af papir-massen. Til papmaché-kernen brugte jeg ganske almindelig tapetklister og avispapir. 
Jeg klippede små avispapirs-stykker ud og pustede en ballon op til lille størrelse. Jeg sørgede for at ballonen havde nogenlunde form som et hoved og ikke blev kuglerund...  



Jeg havde tapetklister, som var blandet i forvejen og gik derefter igang med at blande de små avispapirs-stykker sammen med tapet-klistret...


Jeg oplevede det som en stor udfordring at få det klistrede avis til at hænge fast på ballonen, men efter at have tilføjet mere klister, lykkedes det at få avis-stykkerne til at blive hængende...

Jeg satte ballonen fast til at begynde med, men jeg fandt hurtigt ud af, at processen var nemmere med ballonen i hånden. Mens jeg arbejdede, oplevede jeg en tilstand af flow, hvor min fulde fokus og koncentration var rettet mod opgaven, mens alt andet automatisk blev lukket ude...


Da papmaché-kernen var tør efter nogle dage, kunne jeg se at der var nogle folder i avispapiret rundt om ballonen, selvom jeg havde gjort mig umage med at klistre avis-stykkerne helt fast på ballonen men jeg skar folderne af med en hoppekniv, så overfladen af kernen blev forholdsvis glat...
Jeg var nu klar til at forme selve hovedet og til dette havde jeg skaffet papirmasse, tør tapetklister og og atamon til at blande i. Atamon brugte jeg for at forebygge råd i papirmassen. Atamon bruges desuden i madlavning til at sylte med.

Jeg begyndte at blande de forskellige ingredienser i og fandt hurtigt ud af at jeg skulle bruge en del vand, for at opnå den rigtige konsistens. Jeg fandt den rigtige konsistens ved at trykke hårdt på den store klump papirmasse og først da massen ikke mere begyndte at skille ad ved trykket, stoppede jeg med vandtilsætningen...

Jeg gik forsigtigt igang med at lave aftryk til øjne og næse og planen var egentlig at jeg ville lave en pigedukke, men jeg synes at øjnene tog mere form som mandeøjne pga. af dybe øjenhuler, så måske ender det som en mandedukke. Det tager jeg stilling til, når hovedet har fået den første omgang maling. Næsen er jeg rigtig godt tilfreds med og den brede næse, med den skarpe kant nederst, giver mig igen associationer til en mandedukke...

Jeg gik derefter igang med at lave ører og mund. Jeg valgte ikke at lave ørerne for store, da jeg forventer at håret på dukken vil dække dem. Jeg vil i stedet have mere fokus på at lave udtryk i øjnene og munden.

Jeg har brugt mine fingre og en lille halv-spids træ-genstand til at lave de forskellige detaljer på hovedet, især ved munden. Hagen var det sidste jeg lavede og jeg synes at jeg fik hagen fremhævet ved at presse bunden af hovedet opad og derved blev hagen mere markeret og tydelig.
Det endelige resultat af processen er vist på billedet nederst og en beskrivelse af hovedet, må være "en lidt skræmmende ældre mand", så hvad resultatet ender med, må tiden, inspirationen og fantasien afgøre. Under alle omstændigheder var det en spændende oplevelse at få mulighed for at udforske mine kreative evner...

Efter at have tørret en uges tid, for at være sikker på, at papirmassen på hovedet var helt tør, var det tid til at male hovedet 1.gang.
Overfladen på hovedet var meget glat, så jeg må konkludere, at konsistensen af papirmassen har været helt perfekt.
Jeg bruger Acryl-maling til dukken, da denne form for maling kan blandes med andre farver og fortyndes med vand og kan desuden bruges til mange forskellige overflader som træ, papir, pap, plast, gips og ler. Derudover er aldersgrænsen for brug af denne maling min. 3 år, så børn i børnehaver og aldersmæssigt opefter, kan bruge denne maling til kreative aktiviteter...

Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg må male i flere omgange, da hovedet ikke kan dækkes med den 1.gang maling.
Jeg har brugt en pensel med 3 cm. hoved til 1.gang maling og til maling af selve hovedet, men vil bruge en pensel med 1 cm. for at  male mere præcist, når jeg skal igang med de små detaljer som, øjne, mund osv...
 

Efter 5-6 timers tørring, gav jeg hovedet 2.gang maling. Jeg har stort set fået dækket hele papirmassen, men vil give dét 3.gang maling for en sikkerheds skyld, inden jeg begynder med de små detaljer...

Jeg har besluttet mig for at det bliver en mandedukke. Derfor vil jeg male kraftige øjenbryn.

Udover de kraftige øjenbryn til mandedukken, er det lykkes mig at at lave et hoved, med et forskrækket ansigtsudtryk. Dette ses ved den åbne mund og de stirrende øjne.




Kroppen

Til selve dukkekroppen fandt jeg et langt stykke træ med en bredde på 1½ cm.

Jeg savede træet i forskellig længder for at finde den rette størrelse til kroppen, i forhold til hovedet og pinden, som dukke skal sidde fast på.

Jeg satte et lille hængsel på i hver ende af træstykkerne, i stedet for ståltråd, for at få fleksibilitet i ledene. Derefter forbandt jeg de respektive træstykker med hinanden.


                                                                                                                                                                          Jeg havde dermed lavet det øverste af kroppen, med skuldre og arme.

Jeg borede derefter et hul i træstykket til skuldrene så jeg kunne få sat pinden fast til kroppen og hovedet.


Halsen var hurtig lavet og synes at jeg har fået lavet en stabil længde og bredde. Ikke for lang og ikke for kort, men stadig, så hagen er fremhævet.

Benene er lavet ved at save et lidt smallere stykke træ, end til skuldrene, for at benene ikke stikker ud over kroppen i bredden. Jeg har brugt en limpistol til at lime fundamentet i benene fast med, da denne form for lim er en effektiv, limfast og hurtig form for lim til de fleste materialer.

Hænder og fødder var noget af en udfordring. Størrelsesforholdet skulle passe til både hovedet og resten af kroppen og ligeledes skulle jeg sørge for at henholdsvis begge hænder og fødder havde samme størrelse. Derudover har jeg monteret et lille stykke træ fra hver hånd og hver fod, så disse kan forbindes til og blive et led fra arme og ben. 
Den største udfordring ved at lave hånden var at forme de enkelte fingre, uden at papirmassen skilte ad. Ved at bruge en skarp hobbykniv, lykkedes det mig at lave de enkelte fingre, uden at udrette større skade, men alligevel er jeg usikker på hvor stabile fingrene vil være, når papirmassen er tør. Jeg har derfor tænkt mig at bruge polyfilla til reparere fingrene, hvis dette bliver nødvendigt, da dette kan give en god fast stabilitet, efter hærdning.
Fødderne har jeg lavet til en støvle, hvor forbindelsesleddet uden problemer kunne sættes i. Her var udfordringen at lave begge støvler lige høje. Til dette brugte jeg et stykke træ på hver side af støvlen og en lineal til samtidig at presse papirmassen ned på den forreste del af støvlen. Derefter målte længde og højde med linealen, indtil de 2 støvler matchede hinanden. 

Efter tøring har jeg brugt en meget tynd klinge til at save og skille fingrene ad, for at de blev fremhævet. Derefter har jeg brugt sandpapir til at pudse kanter på fødderne og fjerne løse papirstykker fra hver enkelt finger. Dette skulle gøre delene nemmere at male.




Her er så dukken med hals, hænder og fødder monteret og malet. Jeg skal have lavet længere træstykker til benene.  Dette for at få det rigtige størrelses-forhold i afstanden mellem hænder og fødder, som i dette tilfælde er blevet til støvler. Nu mangler jeg at få sat hår på dukken og klædt dén på, så tøjet og håret passer til ansigts-udtrykket, kroppen osv. Jeg vælger at vente med håret indtil jeg har lavet tøj til dukken, da jeg tror at det er nemmere at vælge den rigtige frisure til ansigtet, sammen med tøjet
Ellers er jeg ganske godt tilfreds med det foreløbige resultat og sidst men ikke mindst har processen været en spændende udfordring, med de små detaljer som skulle passe sammen og eksperimenter med forskellige materialer. Dette er dog lykkedes via sparring med en kreativ person (min far), som gennem processen er kommet med input, idéer og feedback gennem opgaven.

Jeg har forlænget leddene på benene, så der nu er en naturlig afstand mellem hænder og fødder og påklædnings-fasen kan gå igang.

Inden påklædningen havde jeg skaffet "Plade-vat" som bl.a. bruges til pude-fyld. Dette vat har jeg limet på kroppen af dukken, for at give kroppen fylde indenunder tøjet.



Tøjet

Jeg har brugt de forskellige skabeloner på VNT-bloggen som inspiration til dukketøjet. Jeg har skaffet et hvidt lagen og efter at have klippet skabelonerne ud, tegnede jeg de forskellige skabeloner ovenpå lagenet. Derefter gik jeg igang med at klippe.



Nu har jeg forskellige tøjstykker, alt efter hvilken påklædning jeg bestemmer til min dukke.

Jeg har sat de forskellige tøjstykker sammen, inden syning, for at kunne forestille mig, indenfor hvilken figur dukken i sidste ende ville ende ud i.

Jeg har haft mulighed for at stifte bekendskab med en symaskine i forbindelse med påklædningen (tekstil teknik 1). Umiddelbart var dette en lidt for stor udfordring ift. mine finmotoriske evner, så bukserne fik ikke den ønskede kvalitet i sy-processen. Men koncentrationen fejlede ingenting.

Jeg valgte på baggrund af ovenstående erfaring at sy resten af tøjet i hånden (tekstil teknik 2). Igen en finmotorisk udfordring, men meget nemmere at håndtere, da jeg gennem hele processen var i stand til at kontrollere nålen og sytråden, opstramning, knuder m.m.

Igen dyb koncentration og med en fordybelse som gjorde at jeg lukkede alt andet ude.

Bukserne blev færdigsyet og efter omstændighederne sad de ok efter en opsmøgning af buksebenet, som jeg senere vil korte af, så det passer i størrelsen.

Her er dukken så, med det færdigsyede tøj på. Jeg er rimelig tilfreds med resultatet, efter ændringen med at sy resten i hånden. Størrelsen af tøjet er passende, efter at have klippet lidt af ærmerne og bukserne.
Bestemmelsen af dukken ift. temaet er, at min dukke er kampsports-relateret. Dukketøjet giver mig associationer til en ældre mand indenfor kampsport, som med sit ansigtsudtryk forsøger at skræmme modstanderen, eller omvendt viser forskrækkelse.

Jeg vælger at give dukken en frisure, hvor håret, lavet af sort kortklippet garn vil blive påsat i midten af hovedet, som en bred hanekam.

Dette er den endelige frisure. 

Jeg har strikket et sort bælte til dukken (tekstil teknik 3), som skal sidde udenpå dukke-dragten.
Endnu en finmotorisk udfordring. Jeg valgte at strikke bæltet med forholdsvis tyndt bomuldgarn og med 3 masker, for at få størrelsen på bæltet til at passe med kroppen og dukke-dragten.


Her så min færdige dukke...
Mange timers arbejde er lagt bag mig og ikke mindst en meget lang proces, hvor de mindste detaljer er blevet vendt og drejet, for af få det bedst mulige resultat, med de kompetencer jeg nu engang har indenfor håndarbejde. Jeg har klippet og arbejdet med papmaché. Jeg har blandet forskellige ingredienser og materialer sammen. Jeg har malet, savet, boret, skåret, skruet, formet, pudset, limet, tegnet, syet og strikket, for at få de enkelte dele af dukken til at passe sammen. Det har som tidligere nævnt været en kæmpe udfordring, men jeg har alligevel oplevet, at jeg er blevet grebet af hele processen i løbet af fremstilling af dukken.
Jeg er meget tilfreds med det endelige resultat og arbejdet med dukken har givet mig mod på, at eksperimentere yderligere i fremtiden indenfor forskellige tekstile teknikker og andet håndværk.






Litteraturliste:
Froda Jesper & Ringsted Susanne: Plant et værksted, 3. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels forlag.

Inspiration fra VNT-bloggen, med billeder, fremgangsmåder m.m.

Derudover sparring med familie, venner osv.